Hovedpine, nakkespændinger og udtalt træthed har i halvandet år styret 24-årige Mille Vedsteds kalender. Imens mange unge på Milles alder planlægger fester, planlægger Mille sin søvn.

Af Amalie Wessel-Tolvig

I sin lille, lyse lejlighed i Aarhus står Mille og hælder vand på en kande te. Imens teen trækker, rækker Mille ud efter en blå tube, der ligger fremme på en hylde i køkkenet. Mille trykker lidt creme fra tuben ud i hånden og masserer den nænsomt ind i nakken. En intens duft af kamfer breder sig i det lille køkken. På tuben står ”Soothing Muscle Rub”. Mille sammenligner den med Voltaren Gel – den fra reklamerne, hvor en skulder lyser rødt.

Den kamfer-duftende salve er et middel mod det onde, der sidder i Milles nakke. Et onde, som er kommet, efter Mille har slået sit hoved.

Ifølge Dansk Center for Hjernerystelse rammes cirka 25.000 danskere årligt af hjernerystelse. For langt de fleste fortager symptomerne sig inden for de første måneder, men for omkring hver tredje bliver symptomerne til det, der betegnes som langvarige følger efter hjernerystelse.

Mille Vedsted repræsenterer begge patientgrupper.

Knæk og bræk!

I november 2021 er Mille elev på Testrup højskole. Opholdet lakker mod enden, og Milles linjefag i dans skal afsluttes med en danseopvisning. Dagen er kommet, hvor de skal gennemgå det hele for at se, om alle har styr på trinene inden generalprøven.

Højskolens teatersal er helt sort og tømt for alt. Kun et spejl bryder det sorte udtryk. Lille er den også, og opvisningens tyve højskoleelever står meget tæt. De har godt snakket om, at der er mange trin, der kan gå galt under dansen. For nylig er en af de andre piger blevet ramt hårdt i siden af en arm, fordi de står så tæt. Omvendt har de øvet dansen så mange gange, at Mille egentlig ikke bekymrer sig om det. Der er god højskoleånd og en følelse af uovervindelighed.

Under et af trinene skal eleverne bøje sig forover, støtte på hænderne og løfte benene op i et spark bagud, men rutinen kommer ud af takt, og da Mille bøjer sig forover, er eleven foran Mille i færd med sit spark. Hendes ene fod rammer Mille hårdt i ansigtet.

Det sortner for Milles øjne, og siddende med hovedet ned mellem benene er hun så forskrækket, at hun til at starte med ikke selv er klar over, hvor meget hun har slået sig. Først da chokket har lagt sig, kommer smerten, kvalmen og svimmelheden.

Mille kan ikke se ordentligt. Som var hun lige kommet hjem og havde lagt sig i sengen efter en våd aften i byen, kører det hele rundt for hende.

Der er energikrise i Milles hjerne.

Fra fuldt blus til kortslutning

Energikrise er det ord, Mikas Lander, der er uddannet fysioterapeut og osteopat, bruger om tilstanden, der kan opstå i hjernen, når vi rammes af enten et slag mod hovedet eller en hurtig bevægelse af kroppen.

”Der sker det, at mange nerveceller begynder at tænde og sende signaler, som de tror, de skal tænde, selvom de faktisk ikke skal. Det koster en hel masse energi, og derfor er der et kæmpe energiunderskud,” fortæller Mikas Lander.

Det er ifølge ham også dét, der efterlader patienterne med udtalt træthed og andre almindelige symptomer som kvalme, hovedpine og svimmelhed.

Forventning og fortvivlelse

Sammen med højskolens sekretær får Mille ringet til lægevagten, som sender hende ud til en akuttid hos Milles egen læge. Her får Mille en recept på nogle smertestillende piller og bliver sendt hjem til højskolen med besked om, at hun vil have det bedre efter weekenden.

Symptomerne på hjernerystelse føles ikke uvante for Mille. Hun har nemlig haft hjernerystelse før.

I 2019 er Mille til personalefest med sit daværende arbejde i København, og under en dans, hvor Mille skal svinges rundt, mister Milles dansepartner grebet om hende, så hun lander på gulvet og rammer med baghovedet først.

Dengang får hun det bedre efter at have trukket stikket og hvilet sig uden skærmtid på et mørkt værelse hos sine forældre. Derfor handler hun på samme måde denne gang.

Forskellen er bare, at hovedpinen hænger ved.

Pas på mig!

Der findes ikke én kendt årsag til, at nogle får længerevarende symptomer, imens andre kommer sig helt og hurtigt.

Ifølge Line Amalie Hellemose, der er læge og ph.d.-studerende ved Hammel Neurocenter, er der nemlig dårlig sammenhæng mellem, hvor hårdt man objektivt har slået hovedet, og hvor mange symptomer man har bagefter, eller at man er så uheldig, at man har dem i mere end to-tre måneder. Hun fortæller, at tidligere forskning viser, at en række risikoprofiler er ekstra udsatte, heriblandt mennesker, der har haft hjernerystelse før.

”Vores hjerne er indrettet, så den husker, hvis man har haft lignende smerte før. De fleste kender det fra for eksempel en løbeskade i knæet. Der skal ikke så meget vrid eller belastning til det knæ, før der vil komme smerte igen.”

Line Amalie Hellemose omtaler det som en beskyttelsesmekanisme:

”Det er en måde, hvorpå vores krop passer på ting, den har erfaring for, at vi ikke har kunne passe på før.”

Kurs mod et crash
I begyndelsen af 2022 forsøger Mille på trods af stadig at være påvirket af symptomer fra sin hjernerystelse at få livet til at fortsætte som normalt. Hun går i gang med en yoga-uddannelse i København, hvor hun er to dage om ugen. Resten af tiden er hun tilbage på sit gamle arbejde på en café i Aarhus.

Milles liv løber i to baner. I den ene bane ligger et normalt liv med arbejde og yoga-uddannelse. I den anden bane ligger hovedpine, svimmelhed og glemsomhed.

I weekenderne, når Mille er på yogakursus i København, kan hun heldigvis bo ved sin bror, som kender hendes situation. Hun er træt, har svært ved at være nærværende og farer sammen, hver gang noget nærmer sig hendes ansigt.

Når hun færdes i byen, bliver hun svimmel af at se cykler og biler bevæge sig hurtigt forbi hendes øjne. Til undervisningen er hun hele tiden nødt til at sidde og vippe med hovedet, fordi det gør så ondt. Hun vil bare helst ikke vise det, for hun vil så gerne opleve det, de andre oplever.

Det lykkes dog Mille at gennemføre de seks weekenders yoga-uddannelse, og hun kan kalde sig certificeret Living Yolates instruktør. Til gengæld går det op for hende, at det, hun har gang i, ikke er særlig smart. Hun får det på ingen måde bedre. Tværtimod.

Det begynder også at stå klart, at hendes hoved ikke kan holde til arbejdet på caféen. Efter en længere sygemelding bliver Mille og hendes chef i det tidlige forår enige om, at hun ikke længere skal arbejde i caféen.

Sideløbende begynder et langt behandlingsforløb, hvor Mille noterer alle sine lægebesøg og behandlinger i en hjernerystelseskalender. Nogle af behandlingerne sker efter henvisning fra Milles egen læge, imens andre behandlinger er nogle, Mille er nødt til selv at opsøge i det private efter at have researchet på området eller fået rådgivning fra Hjernerystelsesforeningen.

Du er ikke alene

Ifølge Nicolai Aaen, der er sekretariatschef hos Hjernerystelsesforeningen, får de i deres rådgivning årligt et sted mellem 1500 og 2000 henvendelser fra både pårørende og ramte.

”Vi har et meget patientnært perspektiv. Mange af de frivillige, der sidder i rådgivningen, er selv ramte. På den måde er der en masse forforståelse, man kan springe over. Der er også det i det, at når man snakker med en, der selv har det inde på kroppen, får man en meget umiddelbar og hurtig bekræftelse af, at man ikke er alene.”

Nicolai Aaen peger desuden på, at der generelt mangler både rådgivning og opbakning på området:

”I forhold til hvad man kan gøre, bliver der gjort alt for lidt. Der mangler nogle sammenhængende tilbud om relevant og specialiseret behandling til ramte af hjernerystelse.”

I 2021 udgav Dansk Center for Hjernerystelse en National Klinisk Retningslinje for ikke-medicinsk behandling af patienter med hjernerystelse. Det er Nicolai Aaens indtryk, at retningslinjerne begynder at gøre en forskel:

”Men desværre er det primært i det private.”

”Det mest hensigtsmæssige ville være at få iværksat et forløb med regelmæssigt opfølgende konsultationer hos praktiserende læge, hvor man gradvist arbejder sig frem til relevant behandling,” siger Nicolai Aaen om håbet for fremtidens behandling.

Med eller uden hovedpine

Ofte kan Mille mærke trætheden i hovedet allerede fra morgenstunden. Det på trods af at Mille sover med både ørepropper, bideskinne og natbriller for at lukke alt ude. Mille er dog ikke helt sikker på, hvad deres effekt er længere.

”Jeg tør ikke lade være. Det er blevet en safety for mig. Det bliver da i hvert fald ikke værre, hvis jeg sover med det. Jeg er bange for, at jeg ellers ikke får ordentlig søvn.”

Mille går også fortsat til behandling for sine symptomer. Både fysioterapi og kraniosakralterapi. Hovedpinen gør drømme svære at forholde sig til, men Mille kunne godt tænke sig at sælge alle sine ting, købe en van og køre rundt og se verden sammen med sin kæreste. Hun ved bare ikke, hvad hun kan holde til, eller hvor pengene skal komme fra, når hun ikke arbejder. Men hun drømmer om, at det kan lade sig gøre. Med eller uden hovedpine.

”Måske går det væk, måske går det ikke væk. Jeg har tillid til, at det går væk. Jeg aner ikke hvornår, men jeg glæder mig til den dag, det sker.”